Foredrag med Carsten Jensen

Onsdag 16. januar 2013  -  Kl. 20.00

 

Carsten Jensen er kendt som en hidsig offentlig debattør. Han er også kendt for sine rejseskildringer og sin roman 'Vi, de druknede'. Det er en stor roman om sømænd og havet. 

Men hvor er kvinderne i hans forfatterskab? Vi stillede ham spørgsmålet, og han gav os sit svar.  

Carsten Jensen taler denne aften om kvinderne i sine romaner, fx i 'Vi de druknede', som en kritiker har kaldt drengerøvslitteratur, og i sin nye roman om krigen i Afghanistan. Denne bog udkommer i efteråret 2013.
 

 

Foredrag med Leonora Christina Skov

Onsdag den 20. marts 2013 kl. 20.00

 

Leonora Christina Skov er forfatter, litteraturkritiker ved Weekendavisen og samfundsdebattør.
Hun er forfatter til romanerne Rygsvømmeren (2003), Champagnepigen (2007), Glashuset (2008), Silhuet af en synder (2010) og Førsteelskeren (2012).


Leonora C. S. fortalte med udgangspunkt i Førsteelskeren bl. a. om skriveprocessen og de forskellige temaet i hendes forfatterskab. Særlig temaerne `det usagte` og `mødre, der ikke elsker deres børn`.

 

 

Foredrag med Susse Wold

Onsdag den 5. maj 2013 kl. 20.00

 

Skuespilleren Susse Wold, fortalte med udgangspunkt i sin bog ´Fremkaldt´ om, hvordan hun har brugt sine mange forskellige oplevelser i livet til at komme videre i tilværelsen. Hun fortalte om barndommen, sit voksenliv, kærlighed, succes og fiasko. Om sygdom, venskab, mærkedage, sit arbejde i AIDS-Fonden og hendes unikke kærlighed for øen Hawai.

 

 

Foredrag med Christian Jungersen

Onsdag den 4. september 2013 kl. 20.00

 

Christian Jungersen begyndte sin forfatterkarriere med romanen ”Krat”. Herefter fulgte ”Undtagelsen”, hvor fire kvinders mobning af hinanden på arbejdspladsen udvikler sig til et studie i ondskabens psykologi.
I Jungersens sidste roman ”Du forsvinder” bliver hovedpersonen Mia sat i et moralsk dilemma, da hendes mand bliver hjerneskadet p. g. a. en hjernesvulst og derfor gradvis ændrer personlighed. Styres mennesket af neurologi eller dets frie vilje? Og var den mand, Mia forelskede sig i, den syge eller den raske?  
Christian Jungersen fortalte så levende og underholdende om sin langsommelige skriveproces i skabelsen af sine hovedpersoner, at alle forstod, hvorfor der er langt mellem udgivelserne.
Det var et meget underholdende foredrag, der i den grad gav stof til eftertanke

 

Foredrag med Ida Jessen.
Onsdag d. 4. dec. 2013 kl. 20.00


Årets julearrangement foregik på herregården Selleberg med rigtig julestemning og kirsebærjulegløgg med tilbehør. Her lyttede vi til forfatteren Ida Jessens foredrag om hendes sidste meget anmelderroste novellesamling ”Postkort til Annie”, hvor hun ikke viger tilbage for at skrive om det ubærlige og uudholdelige i livet. Ida Jessen læste uddrag af de fantastiske noveller op, og kom i sit foredrag blandt andet ind på det særlige ved novellegenren.
Ida Jessen er endvidere forfatter til trilogien ”Den der lyver”, ”Det første jeg tænker på” og ”Børnene”.

 

Foredrag med Anne-Cathrine Riebnitzky
Onsdag d. 8. jan. 2014 kl. 20.00


Anne-Cathrine Riebnitzky, forfatter og sprogofficer, tog os før pausen med til Afganistan men romanen `Den stjålne vej`. Med udgangspunky i nogle fantastiske billeder fra sit ophold i Helmand fortalte Riebnitzky om krigen i Afganistan i 2008 og om de personer, som er blevet nøglepersoner i romanen.

Efter pausen fortalte Riebnitzky om sin sidste roman, `Forbandede Yngel`. En roman om at gå i krig, at springe i faldskærm, rejse langt væk og alligevel være fanget. En barsk og poetisk roman om fire uadskellige søskende og deres problematiske opvækst.

Foredrag med Johs. Nørregård Frandsen
Onsdag d. 5. marts 2014 kl. 20.00

Hvorfor fascineres vi af god litteratur? Hvad er det, den kan, og hvad er dens virkemidler, former og appeller?

Det blev en spændende aften, hvor Johs. Nørregård Frandsen, leder af H. C. Andersen Centret, ved hjælp af eksempler og skarpe virkemidler gjorde os klogere på disse spørgsmål.

 Endvidere nød vi godt af Johs. Nørregård Frandsens store fascination og viden om H. C. Andersen

Foredrag med Sissel-Jo Gazan
Tirsdag den 27. maj 2014 kl 20.00

 

Sissel-Jo Gazan, der ud over at være forfatter, også er uddannet biolog ved Københavns Universitet, fortalte i sit foredrag om sin spændende opvækst. Om hvordan hun som femårig sammen med sin mor tog ud at sejle i Middelhavet. Det var på denne knap tre år lange rejse, kærligheden til at skrive blev grundlagt.
Med baggrund i sin studietid på Københavns Universitet udgav hun 2008 videnskabskrimien ”Dianosaurens fjer”. Det var spændende at høre, hvordan denne roman og den efterfølgende ”Svalens Graf” blev til.
Sissel-Jo Gazan har siden 2004 været bosat i Berlin, og ud over at skrive romaner arbejder hun freelance som kulturjournalist for ugebladet ”Femina”.

Foredrag med Ane Riel
Onsdag d. 1. okt.  2014 kl 20.00

Ane Riel debuterede som voksenforfatter med romanen ”Slagteren i Liseleje” i 2013. Det er en veloplagt og frygtelig grum fortælling fuld af overraskelser tilsat lige dele suspense og sort humor. I foredraget fortalte Ane Riel, hvad der havde inspireret hende til at skrive romanen, om selve skriveprocessen, om referencer i fortællingen og om hendes forbløffelse ved at vinde en krimipris for en bog, hun troede var noget helt andet.
Om aftenen skriver Ane på sin FB:

Nåmenaltså, jeg holdt foredrag om min roman for 120 glade damer i Odense i går. Gulp, det var mange, men åh, hvor var det hyggeligt! Og der var kage. Hjemmelavet. Rigtig meget kage. Altså virkelig meget kage inkl. "Judiths kanelsnegle" og "hindbærsnitter med stryknin”. Forinden var jeg blevet trancheret .. trakteret ... med gris og æble i præstegården. Og på nær ca. ti havde alle tilhørere allerede læst min bog. SÅ føler man sig saftsuseme velkommen.

Foredrag med Tom Buk-Swienty
Onsdag d. 26 nov.  2014 kl 20.00

Forfatteren Tom Buk-Swientys foredrag tog naturligvis sit afsæt i hans tobindsværk om Karen Blixens eventyrlige far, kaptajn Wilhelm Dinesen.På baggrund af en omfattende billeddokumentation fortalte Buk-Sweinty om Dinesens barndom på Katholm gods på Djursland, hans uddannelse på militærakademiet i København, hans mange rejser og om hans deltagelse i ikke mindre end fire krige.
Endvidere hørte vi om hans ægteskab med Ingeborg og om deres liv på Rungstedlund.Men en dag i slutningen af marts 1895 endte det brat, idet han begik selvmord.
I sin research har Tom Buk-Swienty fundet breve og dokumenter, der kaster nyt lys over Wilhelm Dinesens mystiske død.

Det er ikke fra fremmede, at Karen Blixen fik sin eventyrlyst og fortælleglæde. Farens liv var en inspirationskilde til Karen Blixens ”Syv fantastiske Fortællinger”.
 

Foredrag med Maise Njor
Onsdag d. 4. feb. 2015 kl. 20.00-22.00

Journalisten og forfatteren Maise Njor benyttede sin sidste roman ”Den forkerte Giraf” som udgangspunkt for sit foredrag.
Kort fortalt er det en roman om en kvindes allerinderste tanker om livet, kærligheden og identiteten.
Romanen stiller spørgsmål som: Hvordan tør man tro på kærligheden igen, når man har mistet den før? Hvordan ved man, at den er der? Kan man være bekendt at vise sin halvgamle krop til en ny? Og hvad kommer efter kernefamilien?

Dette var bare nogle af de spørgsmål Maise Njor stiller sig selv i romanen, og som hun også behandlede på sin selvironiske og humoristiske måde i sit foredrag.

 

 

 

Foredrag med Leif Davidsen
Onsdag d. 27.maj 2015 kl. 20.00-22.00
 

Forfatteren og journalisten Leif Davidsen fortalte denne aften om sit forfatterskab, om sine mange rejser og udenlands ophold og om, hvordan dette har givet ham litterært råstof til sine romaner. Også om hvordan han på et tidspunkt opdagede thrillerens muligheder og kvaliteter.
Leif Davidsen skriver om mennesket i sin tid, men også om de politiske, historiske og sociale problemer, som optager ham.
Det var en meget spændende aften.

Foredrag med Helle Helle
Onsdag d. 21. okt. 2015 kl. 20.00-22.00
 

Forfatteren Helle Helle, der i år er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris med sin sidste roman ”Hvis det er?”, var en meget interessant og engageret foredragsholder. Ud over at orientere om sit forfatterskab og skrivearbejdet forbundet dermed – f. eks om, hvordan en roman aldrig bliver som planlagt – fortalte hun om romanen ”Hvis det er”, der udkom sidste år.
Det var utroligt spændende at høre Helle Helle fortælle om, hvordan romanen blev til. Hvorfor handlingen udspilles i en skov i Jylland, og hvad hovedpersonen dog skal med løbesko i forskellige størrelser og om, hvor længe man kan leve af rundstykker og rejer. Desuden fortalte hun om sin spændende minimalistiske skrivestil, hvor et enkelt kommas placering kan betyde meget.
Aftenen sluttede med en livlig dialog. Det var en yderst interessant og spændende aften med en yderst sympatisk forfatter. 

Foredrag med Søren Ulrik Thomsen
Onsdag d. 2. dec 2015 kl. 20.00-22.00 

Denne aften havde vi besøg af digteren Søren Ulrik Thomsen, Hans bøger har i alle årene fået opmærksomhed, og han står i dag som en af dansk lyriks betydeligste digtere.
I en vekslen mellem poesi og poetik digter og reflekterer han over grænser, modsætninger og paradokser med både ironi, patos og med en musikalsk rytmik, der aldrig mister slag. Han debuterede med digtsamlingen ”City Slang” 1981.
Søren Ulrik Thomsen læste op og fortalte om sine digte.
Det blev en spændende aften og en øjenåbner for mange, der ikke er vant til at læse lyrik.

Foredrag med Kim Leine
Onsdag d. 27.januar 2016 kl. 20.00-22.00 .

Den dansk-norske forfatter Kim Leine  fortalte denne aften om dynamikken mellem selvbiografi og fiktion, om kulturmøder, om afhængighed og om fænomenet krig.
Kim Leine er uddannet sygeplejerske og har boet og arbejdet som sådan i Grønland i femten år. Det har sat sine spor og dannet baggrund for blandt andet romanen Profeterne i Evighedsfjorden.
Dog handlede Kim Leines foredrag mest om hans  sidste roman Afgrunden fra 2015. Den tager sit udgangspunkt i den finske borgerkrig i 1918 og slutter i besættelsestidens København i 1944. Det var spændende at høre om tilblivelsen af denne roman om krig og kærlighed og især om, hvad krig gør ved mennesker.

Foredrag med Anne Lise Marstrang-Jørgensen
Onsdag d. 2. februar  2016 kl. 20.00-22.00 .

Denne aften havde vi besøg af forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Hun fortalte om sine to romaner, der handler om middelaldermystikeren, komponisten og abbedissen Hildegard von Bingen. Vi blev orienteret om hendes enorme researcharbejde i forbindelsen om tilblivelsen af romanerne. Disse blev Anne Lise Marstrand-Jørgensen folkelige gennembrud.
Endvidere kom forfatteren kort ind på hendes romaner ”Hvad man ikke ved” og ”Hvis sandheden skal frem”, der er en fortælling om en familie i opløsning i 1960´erne og 70´erne.
Hovedvægten blev dog lagt på arbejdet med hendes senest roman fra 2015 ”Dronningen af Saba”, og det var meget interessant at høre om, hvordan myter og gamle fortællinger om den sorte dronning af Saba , og den vise kong Salomon af Israel blev til en roman om kærlighed, magt og levevilkår engang i oldtiden.

 

Foredrag med Erik Valeur
Onsdag d. 11. maj 2016 kl. 20.00-22.00 .

 

Denne aften var vi i selskab med journalist og forfatter Erik Valeur. Han fortalte om sit helt personlig livsforløb, med sit ophold, de første to leveår på det berømte spædbørnshjem ”Skodsborg”, på Strandvejen nord for København.
Erik Valeur beskrev processen med at skrive egne oplevelser og dramatiske hændelser ind i sine to romaner ”Det syvende barn” og ”Logbog fra et livsforlis”. Ingen tvivl om, at et spædbarn har det bedst hos sin mor og far.

 

Foredrag med Hanne Richardt Beck
Onsdag d. 21. september 2016 kl. 20.00-22.00 .

 

Forfatteren Hanne Richardt Beck fortalte denne aften om sit forfatterskab. Hun har skrevet flere facetterede romaner, ”De brune øjne Arthur, ”Om så det gælder” og” Men bedste hr. Hund”. Fællesnævnerne for hendes romaner er grundig research, en lethed i sproget og overraskende plots. Hovedvægten i aftenens foredrag blev dog lagt på Hanne Richardt Becks nyeste roman ”Uforudsete hændelser”, der udkom d. 31. marts i år. Det er en roman om tab og skyld, om forældre og børn, om venskaber og brud, om kvindekroppen og det, der ikke bliver sagt. Den nye roman damper af sex og hedeture, og charmerer  med djærv og uforfærdet fortællerlyst. Det var spændende at høre, hvad der motiverede og satte hende i gang, og om selve skriveprocessen.

 

Foredrag med Pia Fris Laneth
Onsdag d. 16. nov. 2016 kl. 20.00-22.00 .
 

Forfatteren og foredragsholderen Pia Fris Laneth fortalte denne aften blandt andet om sin baggrund for at skrive bestselleren ”Lillys Danmarkshistorie”. Romanen fortæller 150 års danmarkshistorie som en sprudlende familiekrønike. Den ene gren af Pias familie var forlystelsessyge socialdemokrater på Vesterbro og i Sydhavnen. Den anden gren var husmænd og håndværkere fra de sandede vestjyske hedejorde, hvor Indre Mission satte de moralske spilleregler.
Det er en munter og rørende fortælling om hverdagslivets forandring fra dengang kvinder var underlagt mænd livet igennem, og uægte børn var deres mødres skam.

Pia Fris Laneth præsenterer med sin bog en ny slags historieskrivning, der kombinerer faktuel viden og en levende humoristisk skildring af menneskeskæbner med en fin psykologisk indsigt. Hun modtog både LO´s kulturpris og Kraka-prisen for "Lillys Danmarkshistorie".
Det var en spændende og underholdende aften

 

Foredrag med Katrine Marie Guldager
Onsdag d. 25. jan. 2017 kl. 20.00-22.00 .
 

Forfatteren Katrine Marie Guldager fortalte denne aften især om sin seks bind store ”Køge-krønike”, der begynder i 1938 og slutter i 1988. Man følger en konkret familie fra Køge, og Katrine Marie Guldager fortalte, hvordan krøniken blev til og om sine tanker undervejs. Desuden om både den konkrete familie i krøniken, men også om, hvorfor ”vores familier”  har forandret sig så meget.
Herudover fortalte forfatteren om tilblivelsen af sin nye anmelderroste roman ”En uskyldig familie”, der er blevet til på opfordring af filmproducenten Peter Aalbæk Jensen, der ville bruge den som udgangspunkt til en spillefilm.

Det var spændende at høre om denne proces.
Katrine Marie Guldager sluttede sit foredrag med at læse et gribende stykke op fra romanen.

 

Foredrag med Matilde Kimer
Onsdag d. 12. april 2017 kl. 20.00-22.00 .
 

Denne aften havde vi fornøjelsen af at være sammen med DR-udenrigsreporteren Matilde Kimer, der har brugt mere tid i Ukraine under landets revolution og krig end nogen anden dansk journalist. Det var uroligt spændende at høre hende fortælle om sine oplevelser, som hun også har beskrevet bogen ”Krigen inden i ”.
Matilde Kimer er en fantastisk formidler, der tog os med på en rejse til Ukraine i krig og kærlighed. Interessant var det at høre hende fortælle om, hvordan disse forfærdelige oplevelser har påvirket hende.
Matilde havde Ukraine som stofområde, før konflikten brød ud og udviklede sig til krig. Hele optakten med molotovcocktails og slagsange var ”spændende, fremmed og farlig”, og hun var, siger hun, ”villig til at løbe med”. Da krigen var en realitet, var der ingen vej tilbage.

En fantastisk aften!

 

Foredrag med Merete Pryds Helle
Onsdag d. 17. maj 2017 kl. 19.30-21.30.
 

Denne aften havde vi fornøjelsen af at høre Merete Pryds Helle fortælle om sit forfatterskab, særlig om hendes nyeste roman Folkets Skønhed, for hvilken hun for nylig har modtaget De Gyldne Laurbær.Det er en stor slægtsroman med udgangspunkt i et daglejerhus på Langeland, og personerne er formet af alle de historier om aborter, uægte børn, folk, der hægte sig osv., som Merete Pryds Helle har hørt i sin familie under sin opvækst. Det var spændende at høre om, hvordan hun har skabt sine personer i  romanen, der alle er sammensat af disse  historier.
Efter pausen fik vi et eksempel på Merete Pryds Helles pionerarbejde indenfor den digitale litteratur. Det var interessant

 

Foredrag med Morten Ramsland
Onsdag d. 20. sep. 2017 kl. 20.00 - 22.00
 

Onsdag d. 20. sep. 2017 havde vi besøg af forfatteren Morten Ramsland. Han talte om,  hvad der satte hans skriveproces i gang, om sin debut som lyrikker og om sit egentlige gennembrud med sin fabulerende slægtsroman ”Hundehoved” og efterfølgeren ”Sumubrødre

Særlig fokus var der på hans nyeste  roman  ”Æg”, der tager os med til middelalderen – til folketro og fortvivlelse, lidenskab og liderlighed.

Det var meget interessant at høre han fortælle om inspiration og skriveproces, om forholdet mellem det historiske og det fabulerende og om fortællingens helende kraft.

Endelig løftede Ramsland lidt af sløret om sin nye roman, der er tæt på at være færdig.